Hvis itslearning er langsomt eller nede

På grund af den store belastning, kan der opstå perioder, hvor itslearning bliver meget langsomt og kan være svært eller umuligt at bruge. Læs nedenfor, hvad du gør, hvis det sker.

Kommuniker med studerende i Google Docs

Hvis du ikke har mulighed for at bruge itslearning til at formidle dine planer, anbefaler vi at oprette et dokument på Google Drev, som du deler med dit hold. Linket til dokumentet kan formidles til de studerende via mail.

Log på Google Drev med din UCL-mail og opret et Docs-dokument og skriv din plan ind - brug eventuelt tabeller, så du kan lave samme opsætning/logik som i itslearning.

Det er også her, du kan dele linket til jeres online møderum i Google Hangouts Meet.

En mappe til ressourcer (og afleveringer)

Hvis din undervising skal understøttes af en samling af ressourcer/filer, anbefales det at oprette en mappe i Google Drev og dele den med dine studerende. I mappen kan du lægge tekstfiler (PDF, Word, Google Docs), PowerPoint-præsentationer, billeder m.m., og du kan lave et dokument, hvor du deler links til eksterne ressourcer/medier.

Hvis du deler mappen med dine studerende, vil alle filer, du lægger i mappen, også automatisk være delt. Det er en let måde at håndtere adgang på. Men husk kun at give de studerende rettigheder til at se og altså ikke til at redigere indholdet i mappen. Det er der ingen grund til.

Sådan opretter og deler du en mappe

OBS: Vær opmærksom på, om dit Drev er indstillet til automatisk at konvertere visse filer til Google-format (Word bliver til Docs, PowerPoint bliver til Slides osv), når du uploader dem fra din computer. Læs mere her.

Afleveringer

Du kan også bruge en delt mappe til afleveringer, hvis du giver de studerende redigeringsret til mappen. Så vil de kunne oprette eller uploade dokumenter. Men vær opmærksom på, at de studerende så vil kunne se hinandens afleveringer.

Hvis du ikke ønsker, at de studerende skal kunne se, hvad hinanden afleverer, kunne en løsning være at bede de studerende lave en mappe til afleveringer på deres eget Google Drev og dele mappen med dig (og andre undervisere). Studerende vil ligeledes kunne oprette delte mapper på deres egne drev til gruppeafleveringer. Google-dokumenter er oplagte til synkront samarbejde.

Løsningen med at lade de studerende oprette mapper på eget drev og dele dem med dig som underviser vil føre til, at du modtager mange invitationer og skal holde overblik over mange mapper. Vælg derfor kun løsningen, hvis det er strengt nødvendigt, at de studerende ikke kan se hinandens afleveringer.

Hold UCL-konto og private konti adskilt

Det er vigtigt, at du er logget ind med din UCL-konto, når du arbejder i Google Drev. Ellers vil du ikke have mulighed for let at fremsøge og dele med dine hold. Du kan tjekke ved at klikke på dit billede i øverste højre hjørne af browseren.

Vær ligeledes opmærksom på, at studerende kun vil kunne tilgå delte mapper og filer fra deres UCL-konto, med mindre du i delingsindstillingerne giver adgang til alle med linket (hvilket ikke anbefales, vælg altid alle med linket fra UCL).

Hvis du begynder at modtage anmodninger fra studerende om at få adgang, vil det sandsynligvis være, fordi en studerende forsøger at få adgang via en privat Google-konto. Du skal ikke give adgang, men derimod bede den studerende skifte konto.

Send en e-mail hvis tiden er knap

Hvis du skal holde online undervisning for dine studerende om kort tid, og du derfor ikke har tid til at oprette og dele et Google-dokument, må løsningen være at sende linket til møderummet via e-mail.

Mens vi anbefaler, at så mange aktiviteter som muligt foregår asynkront, skal det selvfølgelig prioriteres, at de studerende har adgang til planlagt fjernundervisning.

Hvis du er i tvivl om, hvor du finder linket til det online møderum i Google Hangouts Meet, så kast et blik på vejledningen her.