Telepresence mellem 2 lokationer

Telepresence er en glimrende mulighed for, at flere kan modtage den ønskede undervisning. Denne vejledning gennemgår telepresence-lokalernes funktionaliteter og forklarer, hvordan du kan tillade studerende fra en anden geografisk lokation at deltage i din undervisning.

Hvis du ønsker en Quick Guide til at afholde undervisning via telepresence, så klik her.

Start på lokalets tablet

For at starte systemet og ringe op til et andet lokale, skal du trykke en enkelt gang på lokalets tablet, så skærmen tændes. Når den tænder, så tænder de andre skærme i lokalet også.

Hvis de andre skærme i lokalet mod forventning ikke tænder automatisk, sidder der en tænd-knap på højre side af skærmene.

For at ringe op

1. Nu er du klar til at ringe op. På tablet'en skal du trykke på Ring op.

2. Find det ønskede lokale under fanen Telefonbog > Telepresence eller søg manuelt efter lokalet.

3. Tryk på lokalenavnet og vælg Opkald.

Der ringes nu op til lokalet, som automatisk accepterer dit opkald. I fjernlokalet tænder skærmene, kameraer i begge lokaler aktiveres, og du er klar til at holde parallelundervisning.

I nederste højre hjørne af tablet'en kan du på knapperne justere volumen i lokalet (hvis du fx har svært ved at høre deltagerne fra fjernlokalet) samt slukke og tænde mikrofonerne i lokalet.

Omkring kameraerne

Der er i alt 3 kameraer i telepresence-lokalerne.

2 af kameraerne sidder mellem de to i3-skærme (tavler). Disse kameraer filmer lokalet, så deltagerne i de 2 lokaler kan se hinanden. Dette billede vil også blive vist på den mindre skærm i loftet foran bordet, så underviseren kan se deltagerne i fjernlokalet. De 2 kameraer fungerer sådan, at det ene altid filmer hele lokalet, mens det andet kan zoome ind på den deltager, som taler. Der skiftes automatisk mellem de to visninger.

Ved den mindre skærm i loftet sidder der et tredje kamera, som filmer underviseren (eller andre som står ved skærmene). Den er indstillet til automatisk at følge den person, som taler ved tavlerne. Som underviser skal man starte med at stå ved bordet, men når først kameraet har set én, kan man frit gå frem og tilbage foran skærmene. Kameraet følger med.

OBS: Kameraerne tænder, slukker og roterer automatisk. Det er ikke tilladt at betjene eller justere kameraerne manuelt, da det kan skade deres funktionalitet.

Hvis du har behov for at kunne se et mindre billede af dig selv på skærmen i loftet, kan du aktivere det ved at trykke på kamera-ikonet i øverste højre hjørne af tablet'en og vælg Egenvisning. Det vil lad dig se dig selv i et hjørne af skærmen, men du skal være opmærksom på, at deltagerne i begge lokaler ser det samme.

Hvis du vil dele din computerskærm, så alle deltagere kan se med

Ofte vil der være en præsentation eller noget andet, som skal deles med deltagerne på skærmen. Det kan du gøre ved at tilslutte din computer med det kabel (HDMI), som findes ved bordet med tablet'en. Når du tilslutter din computer, vil der på tablet'en komme en grøn knap frem med teksten Del i opkald.

Tryk på denne knap, og din skærm vil blive delt på i3-skærmen både lokalt og i fjernlokalet.

Hvis du tilkoblede din computer, inden du startede opkaldet til fjernlokalet. Vil den grønne knap ikke automatisk vises, når opkaldet startes. I dette tilfælde skal du på tablet'en trykke på Del og herefter vælge Del i opkald.

OBS: Bruger du overlay-funktionen til fx at skrive oven på en præsentation, et billede, en pdf eller andet indhold på skærmen, vil det kun være synligt i det lokale, hvor du befinder dig. Deltagere i fjernlokalet vil ikke kunne se, hvad du skriver eller tegner.

Hvis du ikke længere ønsker at dele din skærm i opkaldet, klikker du på Del (hvis du er tilbage på startskærmen) og derefter Stop deling.

Når du ønsker at afslutte opkaldet

Når undervisningen eller mødet er slut, og du ønsker at afslutte opkaldet til fjernlokalet, skal du bruge tablet'en. I nederste højre hjørne klikker du på Afslut opkald.

Deltagerne i fjernlokalet skal ikke foretage sig noget. Systemet slukker automatisk.

Inden du forlader lokalet, klikker du i øverste venstre hjørne af tablet'en på lokalenavnet og vælger Standby. Så lukker systemet ned, og kameraer og skærme slukkes.