Skiftet fra Hangouts Meet til Zoom

Updated May 05, 2020

Mange har vænnet sig til Google Hangouts Meet, som har været UCL's valgte platform til online undervisning. Men Meet tillader kun op til 250 deltagere indtil 30. september 2020, hvorefter der kun kan deltage 25. Det er fint til fx møder, men ikke nok til fjernundervisning,online forelæsninger eller webinarer.

Heldigvis findes der et glimerende alternativ til Meet i form af Zoom, som tilbyder de samme funktionaliteter og mere til. Ikke blot er videokvaliteten ofte bedre i Zoom, men modsat Meet giver Zoom os adgang til mange af de funktioner og værktøjer, som vi kender fra Adobe Connect og har savnet i Meet.

Læs mere nedenfor om, hvad du kan forvente og glæde dig til, når du skifter til Zoom.

Når man skal holde online undervisning eller møder med mange deltagere, er det en stor fordel af kunne se alle på samme tid. Når kun den talende bliver vist sammen med en håndfuld andre deltagere, mister man hurtigt fornemmelsen af, hvem man taler til, og deltagere forsvinder i mængden.

I Meet løses problemet med en "grid"-extension, men det er ikke nødvendigt for at få funktionen i Zoom. Den hedder Gallery View, er indbygget i klienten og findes i øverste højre hjørne af mødevinduet.

OBS: Gallery View fungerer kun i den downloadede Zoom klient og altså ikke, hvis du deltager via en browser.

Nu kan de studerende række hånden op

Man tager det for givet, når man er fysisk sammen med sine studerende, men det bliver hurtigt tydeligt i et online undervisningsrum, at man ikke kan "se på folk", at de har et spørgsmål, og at man - trods gode intentioner - ikke altid lægger mærke til, at nogen sidder med en finger i vejret.

I Zoom har alle deltagere mulighed for at række hånden op. Funktionen gemmer sig i Deltagerlisten, men når først man har fundet den, er det ligetil. En blå hånd ud for deltagerens navn vil vise, at de har noget at bidrage med.

Previous Vejledning Om Zoom og datasikkerhed
Next Vejledning Sådan sletter du din gratis Zoom-konto

Har du brug for hjælp?

Kontakt IT-service